Blanke medier | © Jeppe Willum Kejser
Blanke medier

Folketinget har besluttet, at private skal have ret til at kopiere musik, film og tv, uden at det kræver en aftale med kunstnerne og producenterne bag indholdet. Til gengæld skal kunstnerne og producenterne kompenseres. Frem til og med 2021 skete dette i begrænset omfang ved, at hver gang der er blevet solgt et ”blankt” løst medie som fx en dvd, cd, hukommelseskort eller usb-stik, har kunstnerne fået kompensation for tabt indtjening i form af vederlag. Ved kopiering mister kunstnerne og producenterne nemlig betydelige indtægter.

Blankmedieordningen blev i 2021 revideret, så den med virkning fra 1. januar 2022 også inkluderer privatkopiering på en række indbyggede lagringsmedier. Få historien fra ordningen blev etableret og frem til nu.

Blankmedieordningen vedtaget i 1992

Blankmedieordningen blev oprindeligt vedtaget af Folketinget i 1992 og trådte i kraft den 1. januar 1993. Med blankmedieordningen gjorde Folketinget det lovligt at kopiere tv, film og musik til privat brug, mod at en del af prisen for blanke medier gives til kunstnerne som vederlag. I 1992 stiftede en lang række rettighedsorganisationer i forlængelse af den nye lov en forening under navnet "Båndkopi". Foreningen skiftede i 2011 navn til Copydan KulturPlus. Det er Copydan KulturPlus, der håndterer og administrerer vederlag for blanke medier, som efterfølgende bliver fordelt til kunstnerne og kulturproducenterne som kompensation.

Vederlag er en del af kunstnernes og kulturproducenternes løn

Indtægterne i kulturbranchen er for langt de fleste sammensat af mindre beløb fra flere forskellige kilder. Blankmedieordningen er med til at sikre, at kunstnere og producenter modtager vederlag i kompensation for tabene ved lovlig privatkopiering af musik, tv og film. Ordningen er særdeles vigtig for den danske kulturbranche, fordi midlerne går direkte til de kunstnere og producenter, som har ophavsretten til det indhold, det er muligt for private at kopiere uden tilladelse. Uden vederlagene vil rettighedshaverne og branchen miste indtjening, og det kan bl.a. betyde, at der ikke er økonomi til at udvikle nye danske indholdsproduktioner.

Skaden for rettighedshaverne:

Som en del af det såkaldte Blankmedieudvalg, blev analysefirmaet Seismonaut i 2017 bedt om at afdække danskernes privatkopieringsvaner. Som en del af sin rapport, havde Seismonaut spurgt hvor mange der ville erstatte sine privatkopier med køb, såfremt kopiering ikke var lovlig. Her svarede hver fjerde at de ville erstatte deres kopier, hvilket ifølge Seismonaut svarede til en værdi på ca. 1 mia. kr. om året, hvis det blev opgjort som tabt salg af streamingabonnementer – såkaldt frivillig substitution. Den fulde skade, når man medtager alle der kopierede, ville således være endnu højere.

En udhulet ordning

Siden midt i 00’erne var blankmedieordningen i årevis under stærkt pres. På trods af den teknologiske udvikling, fortsatte den lovgivning, der var blevet udviklet i en tid, hvor analoge medier som videooptagere og kassettebånd var de primære medier, der blev anvendt til privatkopiering, og hvor digital kopiering var i sin spæde start, før udbredelse af mp3-afspillere og harddiskoptagere og før udstyr som smartphones og tablets var blevet opfundet. Således omfattede ordningen frem til 2021 kun løse (digitale) medier som CD'er, DVD'er, hukommelseskort og USB-stik. På dette tidspunkt var ordningens størrelse skrumpet markant, og den var tæt på at blive fuldstændig udhulet.

En revideret ordning

I 2021 indgik regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Frie Grønne en politisk aftale, der blev udmøntet i, at ordningen fra 2022 indbefatter en række medier med indbygget lagringskapacitet, som folk rent faktisk bruger til den lovlige privatkopiering. Målet med ordningen er et årligt provenu på 93 mio. kr.

Det er fortsat således, at den danske ordning omfatter færre typer af medier end ordningerne i fx Sverige og Tyskland, samt at niveauet i Danmark vil være under niveauet i disse lande. Men ordningen sikrer dog kompensation for kopiering på en række af de mest udbredte medier som fx smartphones, tablets og pc'er, som der i mange år slet ikke er blevet kompenseret for.

Den danske ordning var i mange år i strid med EU's lovgivning

Allerede tilbage i 2001 blev EU's Infosoc-direktiv vedtaget. Med direktivet fastslog EU, at alle medier, der kan benyttes til privatkopiering, skal udløse rimelig kompensation for tabt indtjening hos rettighedshaverne i form af vederlag. Dette førte over en række år til, at alle EU-lande, der havde en kompensationsordning, også havde vederlag på indbyggede medier. På trods af en række EU-domme, herunder en EU-dom i en dansk sag fra 2015, om at pligten til kompensation omfatter alle medier, der er egnede til privatkopiering, blev den danske ordning år efter år ikke opdateret. Det var først i 2021 gennem en ny politisk aftale, at ordningen blev moderniseret, så den fra 2022 for første gang i mere end 15 år nu kan siges at leve op til EU-lovgivningen.