Gå til indhold

KulturPlus-midler

KulturPlus-midler tildeles udvalgte projekter, der fremmer dansk kultur og styrker det danske kulturliv.

KulturPlus-midlerne er en støtteordning, der sigter mod at styrke og udvikle kulturelle aktiviteter og initiativer i Danmark. Det er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. KulturPlus-midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, tv- og scenekunst-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.

Hvor kommer midlerne fra?

Det er fastlagt i EU-retten, at rettighedshavere som kunstnere og kulturproducenter skal modtage kompensation, hvis et medlemsland lovliggør privatkopiering af ophavsretsbeskyttede værker. 

Årsagen er, at skaberne bag et givent værk i udgangspunktet er de eneste, der har retten til at kopiere værket, og at denne eneret følgeligt bliver indskrænket ved lovliggørelse af privatkopiering. I Danmark er privatkopiering lovliggjort, og derfor modtager rettighedshavere i Danmark kompensation for privatkopiering gennem Kompensationsordningen for privatkopiering.

To tredjedele af kompensationen afregnes individuelt til de enkelte rettighedshavere, mens den sidste tredjedel skal investeres i kollektivt støttede projekter til fremme af dansk kultur. Det er de såkaldte KulturPlus-midler.

KulturPlus-midlerne er med til at sikre nyskabende og anderledes kulturprodukter både i ind- og udland, og rettighedshaverne er på den måde med til selv at investere i og udvikle kulturerhvervet.

Her kan du søge støtte

Der kan ansøges om KulturPlus-midler hos branche- og fagorganisationer, der er medlemsorganisationer i Copydan KulturPlus.

Ansøgningsproces og støttevilkår indhentes via den enkelte organisation.

  • Animationssammenslutningen ANIS
  • Billedkunstnernes Forbund
  • Dansk Artist Forbund
  • Dansk Filmfotograf Forbund
  • Dansk Forfatterforening
  • Dansk Journalistforbund
  • Dansk Kapelmesterforening
  • Dansk Metal
  • Dansk Musiker Forbund
  • Dansk Organist og Kantor Samfund
  • Dansk Skuespillerforbund
  • Dansk Solistforbund
  • Danske Dramatikere
  • Danske Filminstruktører
  • Danske Scenografer
  • Danske Skønlitterære Forfattere
  • Film og TV-Arbejderforeningen
  • Foreningen af Danske Sceneinstruktører
  • IFPI Danmark
  • Koda
  • Koda Dramatik
  • Kunstnernes Fagforening KUFA
  • Producent Rettigheder Danmark
  • Producentforeningen
  • Solistforeningen af 1921


Nedenfor finder du et udpluk af de mange forskellige projekter, KulturPlus-midlerne er med til at realisere hvert år.

Fra støtte til Oscarshow

Dansk kortfilm på den røde løber

Foto: Evigheden
Instruktøren står midt i scenen og kigger op

KulturPlus-midlerne sørger for, at vores kulturliv kan have en større diversitet. Jo mere støtte, der kommer, jo flere stemmer og fortælleformer kan blive hørt.

Victor Becker | Filminstruktør