En drøm om millioner af biografgæster
’Mod 15 mio. biografgæster’ er et ambitiøst projekt, der både skal styrke danske filmproducenter og lokalmiljøer over alt i Danmark. KulturPlus-midlerne har støttet.
Biografer er forsamlingshuse.
Et af de få steder, hvor den moderne verdens udspaltede kultur med tonsvis af tilbud stadig kan få gæsten til at slukke mobilen og læne sig tilbage, inden filmen kræver fuldt fokus i et par timer.
Imidlertid er de danske biografer udfordret. Før corona-pandemien købte vi danskere knap 13 millioner billetter årligt. I 2025 var tallet faldet til 9,9 millioner, ifølge Danmarks Statistik.
Hvis producenten skal tjene penge på danske spillefilm, er det nødvendigt med et stærkt biografvindue.
Det gør kun ’Mod 15 mio. biografgæster’ endnu mere relevant, forklarer projekt- og analysechef hos Producentforeningen, Rasmus Andersen, som har fulgt initiativet tæt.
"Det er et projekt, der har været i gang en del år. Faktisk fra før pandemien, men i dag er det mere nødvendigt, for det handler om at styrke i biograferne med fokus på dansk film, siger han og betoner, at netop biograferne stadig har en enorm betydning for producenters indtjening."
"I en verden, hvor rettigheder er voldsomt under pres, er det vigtigt at holde fast i det, vi har. Og vi har biografer, som er det fællesskab, hvor vi kan få store oplevelser sammen. Hvis producenten skal tjene penge på danske spillefilm, er det nødvendigt med et stærkt biografvindue."
Større analyse
I en virkelighed, hvor streaming fylder mere og mere, skal der slås et slag for biografoplevelsen.
Dels fordi det kan betale sig, forklarer projekt- og analysechef i Producentforeningen, Rasmus Andersen.
"Tager man en film som ’Den sidste viking’ fra 2025, solgte den over 700.000 billetter, og her får producenten andel i billetsalget og efterfølgende rettigheder, hvilket på lang sigt er mere bæredygtigt, end hvis man producerer til en streamingtjeneste, som fuldfinansierer", siger han.
Det er dog ikke eneste grund til, at ’Mod 15 mio. biografgæster’ er blevet søsat.
Sammen med Biografklub Danmark Fonden, Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Danske Biografer har Producentforeningen afviklet en række webinarer og kurser for at samle og udvikle branchen.
Det har ført til en større analyse samt et udviklingsforløb med fokus på netværk og vidensdeling.
"Der har været brug for et kompetenceløft, når det handler om at markedsføre dansk film i biograferne", siger Rasmus Andersen.
Familiedrevet kulturtilbud
Dette kompetenceløft handler især om mindre biografer.
Nordisk Film sidder på mere end halvdelen af biografmarkedet i dag, men de små biografer, som ofte er familie- eller foreningsdrevet, har virkelig haft glæde af ’Mod 15 mio. biografgæster’.
"De får ideer til, hvordan de kan aktivere lokalmiljøet med markedsføring og aktiviteter", siger Rasmus Andersen.
"KulturPlus-midlerne har støttet til uddannelse og vidensdeling, og det er essentielt. Det hjælper i sidste ende de mindre biografer, der om noget er samlingspunkt for mange mennesker. Det gør kun indsatsen endnu mere afgørende, så vi måske en dag når de 15 millioner biografgæster."
KulturPlus-midlerne har støttet til uddannelse og vidensdeling, og det er essentielt. Det hjælper i sidste ende de mindre biografer, der om noget er samlingspunkt for mange mennesker.
Mod 15 mio. biografgæster
Formålet er at styrke de danske biografbesøg og nå et årligt billetsalg på 15 millioner.
Der afholdes løbende seminarer for hele branchen, hvilket vil sige biografer, distributører og producenter. Her diskuteres det, hvad der kan gøres for at nå målet.
Det fælles brancheinitiativ er søsat af Foreningen af Filmudlejere i Danmark (FAFID), Danske Biografer og Producentforeningen i samarbejde med Biografklub Danmark.
Om KulturPlus-midlerne
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. KulturPlus-midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film, teaterstykker og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.