Hjemmelavet spillefilm fyldt med passion
Den Oscar-nominerede instruktør Aske Bang spillefilmdebuterer med ’Velkommen på Månen’. En film lavet uden om de gængse kanaler og med KulturPlus-midler i ryggen.
Aske Bang er på vej mod en biograf, da han tager telefonen.
"Jeg har snart besøgt dem alle sammen" siger han og griner af glæde over, at mere end 70 danske biografer viser hans debutspillefilm ’Velkommen på månen’.
Han har i årevis været kendt som en finurlig kortfilmfortæller. ’Ladyboy’ og ’Den fremmede’ indbragte ham flotte anmeldelser og fine filmpriser. ’Silent Nights’ blev Oscar-nomineret og modtog en Robert-statuette.
Derefter var det meningen, at Aske Bang skulle følge den typiske instruktørvej. Planen blev at filmatisere succesromanen ’Døden kører Audi’, men Det Danske Filminstitut ønskede ikke at støtte projektet.
Her mere end syv år senere er han derfor klar med sin helt egen ’Velkommen på Månen’. Den er indspillet for under en halv million kroner og handler om en polterabend på Møn, som ryger i både komiske og gyser-lignende retninger.
"Jeg fornemmede, at der kunne være et særligt kammerspil fyldt med energi og passion gemt her, og at det kunne laves uden et stort budget" siger han.
Det frisætter en energi at lave film på den måde, for du kan mærke, at folk er der, fordi de har lyst.
Omringet af dedikerede mennesker
I ’Velkommen på Månen’ spiller Aske Bang selv hovedrollen som filminstruktøren Bo. Han er i gang med at få finansieret sin kommende spillefilm, som er baseret på succesromanen ’Døden kører Audi’.
Bo vil have sin bedste ven i hovedrollen, men filmselskabet siger nej. Det er især noget skidt, fordi Bo er på vej til Møn for at fejre sin bedste vens polterabend.
"Filmen er lavet på frivillig arbejdskraft, for jeg ville ikke vente længere. ’Velkommen på Månen’ fik også afslag fra filminstituttet, så jeg gik selv i gang" siger Aske Bang.
Filmholdet arbejdede ulønnet. Budgettet gik til kameraleje, logi og forplejning. Det hele blev blandt andet finansieret via crowfunding og KulturPlus-midler.
"Det frisætter en energi at lave film på den måde, for du kan mærke, at folk er der, fordi de har lyst. Du er omringet af passionerede filmfolk, som bruger deres fritid på at skabe" siger Aske Bang.
Det er overvældende at møde publikum, for filmen har vist sig at ramme bredere, end jeg havde forestillet mig. Det er et komisk venskabsdrama, hvor dybden tiltaler folk i alle aldre.
Døren er åben
Omvendt var det svært for instruktøren at sætte egentlige deadlines på sin nye film.
"Jeg kunne ikke forlange alt for meget af holdet, når den eneste løn er mad og en seng at sove i. Derfor tog tingene tid, og det var hårdt, når folk sprang fra, fordi de fik et betalt job i stedet" siger Aske Bang.
Alligevel har det været det hele værd. ’Velkommen på Månen’ kommer bredt ud, og instruktøren har været fra nord til syd i de danske biografer for at introducere værket.
"Det er overvældende at møde publikum, for filmen har vist sig at ramme bredere, end jeg havde forestillet mig. Det er et komisk venskabsdrama, hvor dybden tiltaler folk i alle aldre. Det er jeg stolt af."
Samtidig håber han, at ’Velkommen på Månen’ kan hjælpe ham med at få en større finansiering til hans næste biografbasker.
"Jeg har viet mit liv til at lave film, og herfra håber jeg, at den dør nu er åbnet helt op" siger Aske Bang.
Aske Bangs spillefilmsdebut 'Velkommen på månen' har modtaget KulturPlus-midler gennem Danske Filminstruktører.
Om KulturPlus-midlerne
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.