Gå til indhold

En rejse ind i den grønlandske del af familien

Forfatter Simone Mørch Stjer er i gang med sin tredje roman. Her måtte hun til Grønland for at opleve sin mormors hjemland. KulturPlus-midlerne støttede.

Foto: Robin Skjoldborg, 2019

Simone Mørch Stjer undersøger menneskets skyggesider, samfundets blinde vinkler og de historier, som opstår, når livet ikke følger den lige vej. Den danske forfatter debuterede i 2020 med ’S’, og i 2022 kom så ’Solhaven’.

Begge romaner kredser om mennesker i udsatte eller usædvanlige situationer og udfordrer vores forestillinger om normalitet, moral og menneskelig adfærd.

Nu er hun i gang med sin tredje roman. En slægtsfortælling, som centrerer sig om hendes mormor. Her kom KulturPlus-midlerne i spil.

"Jeg søgte midler for at rejse til Grønland på researchtur", siger forfatteren og fortæller, at turen mod den koldeste del af rigsfællesskabet gav hende nye indsigter.

 "Jeg oplevede Grønland med alle mine sanser frem for, at jeg skulle læse mig til det hele. Landskabet og familien mødte mig på en måde, jeg ikke kunne have læst mig til."

Jeg søgte midler for at rejse til Grønland på researchtur.

Simone Mørch Stjer | Forfatter

Sender fornemmelserne videre

Siden hjemkomsten er der sket et eller andet med hendes skrift. Den er blevet rodfæstet i noget nært.

"Da jeg kom hjem, kunne jeg langt bedre se romanen for mig. Jeg har altid skrevet ud fra, hvad jeg ved, men nu arbejder jeg historisk med noget, der samtidig er en del af mig. Derfor var rejsen helt essentie"l, siger Simone Mørch Stjer.

"Når jeg skal skrive om min mormors grønlandske opvækst, er det afgørende, at jeg har været, hvor hun har været."

Derfor er forfatteren også taknemmelig for at have modtaget KulturPlus-midler. Rejsen var nemlig ikke blevet til noget uden dem, og romanen var slet ikke blevet den samme.

 "At skabe kunst er ikke økonomisk bæredygtigt, så selvfølgelig er man afhængig af at få støtte. Uden pengene var jeg ikke kommet af sted. Turen har givet skriften en større kvalitet."

Foto: Robin Skjoldborg, 2019


Også et arbejde

Når hun tænker på sin kommende roman, tænker hun også på, at den er et job, hun har taget. Og den slags ved de fleste nok, at man sommetider har brug for ny inspiration til, hvis ikke man skal gå i stå i arbejdslivet.

"At skrive er også et arbejde, og det skal gøres ordentligt, selv om der ikke er så mange penge i det", siger Simone Mørch Stjer.

"Skriften bliver kun visionær og interessant, hvis den er udforskende. Det er den mulighed, KulturPlus-midlerne har givet har givet mig, og det er jeg rigtig glad for."

At skabe kunst er ikke økonomisk bæredygtigt, så selvfølgelig er man afhængig af at få støtte. Uden pengene var jeg ikke kommet af sted.

Simone Mørch Stjer | Forfatter

Simone Mørch Stjer

  • Født 1986 i Svendborg.

  • Debuterede i 2020 med romanen ’S’ på Gyldendal.

  • I 2022 udkom hendes anden roman ’Solhaven’.

  • Forfatterskabet interesserer sig for social arv, identitet og moral. 

  • Den kommende roman fra Grønland forventes i løbet af 2027.

Simone har modtaget støtte fra Dansk Forfatterforening. De kommer fra KulturPlus-midlerne.

Om KulturPlus-midlerne

KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.