Fokus på musikken
Steffen Westmark har med bandet The Blue Van leveret en række velanmeldte plader og turneret i både ind- og udland. KulturPlus-midlerne har gennem årene været en essentiel hjælp, når bandet har skulle finde det musikalske udtryk.
Det er svært at sige moderne dansk rockmusik uden at skråle The Blue Van.
Det nordjyske band har i årtier udfordret de gængse konventioner med deres blanding af garagerock, blues og retro-inspirationer.
Numre som ’Man Up’, ’Silly Boy’, ’There Goes My Love’ og ’Love Shot’ har hittet i ind- og udland. Det havde ikke været muligt uden støttemidler, forklarer forsanger Steffen Westmark.
"Økonomisk støtte som KulturPlus-midlerne er essentiel, når vi skal lave en plade" siger han.
"Støtten sørger for, at vi kan fokusere på vores musik. Samtidig får vi mulighed for at betale andre musikhoveder for at samarbejde med os om det, vi laver. Det er tæt på uvurderligt, når der skal skrives seriøs musik."
For nogle lidt ældre rotter i musikbranchen som os er det vildt at opleve, hvor meget man skal gøre opmærksom på sig selv.
Aggressiv musikbranche
The Blue Van har modtaget KulturPlus-midler over en årrække. Selv om bandet er internationalt anerkendt, er det nødvendigt at kunne frisætte sig, hvis musikken skal spille. At være musiker handler nemlig ikke længere kun om fraseringer og instrumenter.
"Alt uden om en ny plade fylder ekstremt meget i dag" siger Steffen Westmark.
"For nogle lidt ældre rotter i musikbranchen som os er det vildt at opleve, hvor meget man skal gøre opmærksom på sig selv".
Den moderne musikervirkelighed handler nemlig i stigende grad om at sende sine værker ud på sociale medier for at tiltrække nye lyttere, forklarer han.
"Det betyder, at der er mindre tid til at lave kunst, hvis du ikke betaler dig fra alt det, som kan forstyrre. Branchen er blevet så aggressiv, at du nærmere skal være god til at jonglere med algoritmer end til at lave musik".
Mange lande misunder Danmark, fordi vi har en solid sammenhængskraft. Det er jeg overbevist om skyldes, at vi har et rigt kunst- og kulturliv.
Kultur er sammenhold
Selv om Steffen Westmark og The Blue Van har turneret på alverdens scener, er den nye digitale virkelighed altså noget, bandet bliver nødt til at forholde sig til. Heldigvis kan KulturPlus-midlerne hjælpe med, at lyden spiller førsteviolin.
"Vi musikere skal ikke være afskåret fra virkeligheden og leve af støttekroner alene, men hvis vi ikke har adgang til et studie, hvor vi kan finde vores lyd, mangler der noget i samfundet" siger han.
"Kulturlivet skal i den grad have støtte! Kultur er ikke bare noget, som sælges, for hvis vi ikke bakker op om kulturen og dens mange udfoldelsesmuligheder, hvilken nation er vi så?"
Fra The Blue Van-forsangerens mikrofon er svaret en markant fattigere nation, som mangler det vigtigste: Sammenhold.
"Hvis du ikke kan søge midler til kulturelt sammenhold, ved jeg ikke, hvad du skal kunne søge midler til. Mange lande misunder Danmark, fordi vi har en solid sammenhængskraft. Det er jeg overbevist om skyldes, at vi har et rigt kunst- og kulturliv. Det ville vi ikke have uden ordentlige støtteordninger" siger Steffen Westmark.
The Blue Van har modtaget KulturPlus-midler gennem Dansk Musiker Forbund.
Om KulturPlus-midlerne
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.
Om Steffen Westmark
Musiker, sangskriver og forsanger i The Blue Van. Steffen Westmark har været primus motor på bandets anmelderroste albummer "The Art of Rolling", "Dear Independence", "Man Up", "Love Shot", "Would You Change Your Life?", "Letters" og "From Responsible Sources".