Midlerne giver os større kunstnerisk frihed
Teaterkompagniet Kånstkollektivet udfordrer de gængse forestillinger om den verden, vi alle sammen lever i. Det har KulturPlus-midlerne hjulpet til med flere gange.

Siden 2019 har Cecilie Haugaard, Mathilde Bækmark og Rune Klenø været på en mission.
De tre skuespillere og kunstneriske ledere af Kånstkollektivet ønsker at råbe samfundet aktivt op. Det har ført anmelderroste forestillinger med sig. Senest ’Sigma’, som høstede hele fem stjerner fra det førende branchemedie I Scene.
"Idéen har været at lave en gyserforestilling, og noget af det, der er allermest uhyggeligt lige nu, er alt det, der sker i manosfæren" siger Rune Klenø.
Vi tror på nuancer og på, at vi skal samle frem for at skille.
Til efteråret tager han og Kånstkollektivet stykket på turné.
"Jeg tror, de fleste har en idé om, hvad det vil sige, når yngre mænd bliver radikaliseret til kvindehad" siger Rune Klenø.
"Derfor kunne ’Sigma’ selvfølgelig også let blive ensidigt frem for at kreere det perspektiv, vi ønsker, når vi skaber noget. Vi tror på nuancer og på, at man skal samle frem for at skille. Derfor måtte vi gå til opgaven med mod og en særlig fortællelyst."
Oplysende forestilling
Denne tilgang til teaterfaget har ført til en forestilling med gys og gru, men også med en snert af humor. Den høje musik brager af sted i en kælder, hvor en ung mand sidder oplyst fra sin computerskærm.
Stille og roligt syrer hans virkelighed ud, mens stemmer og kroppe omkring ham begynder at påvirke hans sind.
Sammen har Haugaard, Bækmark og Klenø stået bag replikker, koreografi og iscenesættelse. Ligesom de selv står på scenen i det eksplosive stykke.
Det er det, der har kendetegnet trioen, siden de blev til. Kånstkollektivet er et hit i den danske teaterundergrund som fri producent, der er kendt for deres underholdende og fysiske præstationer.
"Med ’Sigma’ var det vigtigt for os at lave en oplysende forestilling, der er rodfæstet i noget virkeligt" siger Rune Klenø.
"Idéen med ’Sigma’ er, at forestillingen skal råbe op og gøre noget. Mange af de unge mænd, som ender i det her kvindehad, er ensomme, og derfor besluttede vi, at forestillingen skulle bekæmpe ensomhed."

Vi vil gerne deltage i samfundsdebatten med de stykker, vi laver.
Kunstneriske aktivister
Det har Kånstkollektivet blandt andet gjort ved, at billetprisen i den første spilleperiode gik ubeskåret til organisationen ’Ventilen’, der netop forsøger at gøre op med ensomhed.
"Vi vil gerne deltage i samfundsdebatten med de stykker, vi laver. For mig at se er kunsten altid subjektiv, og jeg synes, vi har noget at sige. Et værk som ’Sigma’ vil noget, og derfor skal vi også gå et skridt videre og ikke bare vise. Vi skal være kunstneriske aktivister" siger Rune Klenø.
Netop her hjælper KulturPlus-midlerne, da ’Sigma’ er den tredje forestilling, som Kånstkollektivet har fået støtte til af midlerne.
"KulturPlus-midlerne giver os større kunstnerisk frihed" siger Rune Klenø.
"Sigma kunne kun blive til noget med et stærkt kunstnerisk hold, og der skulle være råd til at udvikle stykket. KraftWerket i Valby donerede deres lokaler, og KulturPlus-midlerne sikrede, at vi havde tid til at søge ind i stoffet. Uden de penge havde vi ikke kunne skabe den her forestilling."
Det er særligt afgørende af én grund, mener han.
"Mange fonde stiller specifikke krav, når vi søger dem, men KulturPlus-midlerne giver flere muligheder, fordi de tror på det, vi laver. Den frihed er helt afgørende, hvis man vil sige noget."
Om Kånstkollektivet
Teaterkompagniet 'Kånstkollektivet' er stiftet i 2019 af skuespillerne Cecilie Haugaard, Mathilde Bækmark og Rune Klenø. Har siden stået bag anmelderroste stykker som ’Venter på stegte duer’, ’Digging Deep’ og ’Sigma’. ’Sigma’-stykket tager på turné dette efterår.
Om KulturPlus-midlerne
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.