Hvis de unge ikke forstår, hvorfor rettigheder skal beskyttes, får vi ikke alle med
RettighedsAlliancen har søsat et ungepanel, der skal hjælpe med at sætte fokus på, hvad der er dit og mit på internettet. Det var ikke gået uden KulturPlus-midlerne.
"Altså mine private billeder?" siger en noget overrasket biografgæst. Hun kigger skeptisk på billetsælgeren:
" … skal jeg dele med dig?" fortsætter hun så.
I videobidden er hun blevet tilbudt gratis biografbilletter, hvis hun bare lige vil udlevere nogle personlige oplysninger. Det hele er en del af kampagnen ’Os, der elsker film’, som RettighedsAlliancen står bag.
"Sådan en video er helt nødvendig, hvis man vil have de unge i tale i dag. Her skal være oplysning om et alvorligt emne, men humoren bliver også nødt til at være til stede, hvis budskabet skal sætte sig fast" siger Maria Fredenslund, som er direktør og grundlægger af RettighedsAlliancen.
"Vores arbejde går ud på at bekæmpe ulovlig distribution af film og alle mulige andre kopier på nettet. Det er der naturligvis forskellige metoder til. Blandt andet har vi lavet en video, som sætter fokus på, at det er ulovligt at tage hinandens indhold. Uanset om det er private billeder eller kreative menneskers værker. Det er en måde at formidle ophavsret på, så unge mennesker forstår det."
Seneste initiativ i den sammenhæng er er et ungepanel for digitale typer mellem 20 og 25 år.
"Vores nye panel skal hjælpe os med at opnå større indsigt i, hvordan unge forbruger indhold online. I RettighedsAlliancen laver vi undersøgelser og brugerundersøgelser, og vi har gode erfaringer med vores første ungepanel, som bestod af teenagere. De hjalp os med at målrette vores oplysnings- og beskyttelsesindsatser" siger direktøren.
Handler om vidensdeling
Som interesseorganisation arbejder RettighedsAlliancen for, at musik-, litteratur-, TV- og filmbranche ikke skal blive snydt af det ulovlige marked for indhold på internettet.
"Den type kriminalitet begynder tidligt" siger Maria Fredenslund.
"Det starter som regel med, at de unge begynder at streame fodbold, så bliver det film og snart er det helt naturligt ikke at betale for det, man streamer. Det skal der naturligvis gøres noget ved."
Derfor opstår altså nu et ungepanel for udeboende. Kampen mod ulovlig streaming handler nemlig ikke kun om for- og påbud, men også om oplysning og vidensdeling.
"Vi vil gerne vise, hvilke konsekvenser det her har. Det er kriminelle, som står bag, og de unge vil gerne se indholdet. Det, vi gør opmærksom på, er, at det er ulovligt, men at der også er risiko for, at ens computer bliver hacket, så kreditkort eller identitet kan blive stjålet. Hvis kampagnen skal være præcis og målrettet, må vi være i øjenhøjde med de unge" siger Maria Fredenslund.
Vil have fat i flest muligt
Det nye ungepanel er netop skudt i gang her i april.
De unge mødes fire gange årligt og drøfter deres vaner som storforbrugere af digitalt indhold. Drøftelserne handler ikke om at udlevere sig selv eller vennerne, men nærmere om at blive klogere på, hvad der rør sig blandt yngre danskere, når de trækkes over mod et gratis og ulovligt kulturforbrug på internettet.
"Vi vil gerne have fat i dem, der bruger nettet mest muligt, for vi må søge viden om, hvordan de unge kommer ind på ulovlige tjenester. Vi ved, at TikTok og Snapchat bliver benyttet til markedsføring af de her tjenester, og derfor kan ungepanelet være med til at undersøge brugerens rejse" siger Maria Fredenslund.
Hun fortæller, at ungepanelet samtidig vurderer brugernes reaktion på de kampagner, RettighedsAlliancen laver.
"Det er blandt andet her, en kampagne som ’Os, der elsker film’ kommer ind i billedet" siger direktøren.
"Her er vi alvorlige, men vi er også uformelle. Den tone finder vi blandt andet ved at tale med de unge i ungepanelet og forstå den verden, de bevæger sig rundt i."
Holder fast i grundidéen
De unge mellem 20 og 25 år får 200 kroner i timen for at være med i ungepanelet. Det ville ikke være muligt, hvis det ikke var fordi, at KulturPlus-midlerne har støttet det nye initiativ.
"I RettighedsAlliancen har vi været afhængige af KulturPlus-midlerne i mange år efterhånden, når vi har skulle søsætte nye projekter. Uanset om det gælder initiativer som ’Os, der elsker film’ eller ungepanelet" siger Maria Fredenslund.
Hun fastslår, at det er helt afgørende, at der ikke kun skabes beskyttelse via håndhævelse, hvor advokater træder i karakter med løftede pegefingre.
"Vores kampagner til de unge ville ikke komme nær så bredt ud uden støtten."
Uddannelsessporet er mindst lige så vigtigt, for hvis de unge ikke forstår, hvorfor rettigheder skal beskyttes, får vi ikke alle med. Her hjælper vores kampagner og ungepaneler.
På den måde er KulturPlus-midlerne med til at holde fast i fundamentet for RettighedsAlliancens grundidé.
"Vores historie handler om oplysning frem for forbud alene. Vi lægger ikke bare sager an, men er derimod en alliance, som ønsker at skabe forståelse for, hvor vigtigt det er, at kunstnere og kreative mennesker skal betales ordentligt for det indhold, de har skabt" siger Maria Fredenslund.
Eller som en anden af de unge i ’Os, der elsker film’-videoen siger, da han bliver bedt om at udlevere sine kontooplysninger til Snapchat mod et par gratis biografbilletter:
"Argh. Ej, det."
Og så trækker han sig lidt væk.