Filmuddannelse uden kasser
På Vestdanmarks førende filmuddannelse, Super8, er det ambitioner og idérigdom, som er i fokus, når morgendagens talenter skal blive til førende filmbranchefolk. KulturPlus-midlerne hjælper visionerne på vej.
Super8 er en filmforeningsuddannelse. Det har den været i 25 år, og den består i dag af 32 medlemmer fordelt på to årgange. Fire instruktører, fire manuskriptforfattere, fire filmfotografer og fire producere.
"Det er i en films ånd, at vi er en forening, for film bliver til i et samarbejde" siger forperson for Super8, Sidsel Buhl Jeppesen, som er i gang med at uddanne sig til producer.
"Man kan se Super8 som en legeplads for det øvre talentlag af dansk film. Vi driver selv den uddannelse, vi går på, og derfor er vi et vigtigt alternativ til Den Danske Filmskole. Frem for at lære noget inde i en kontrolleret kasse, skaber vi selv rammerne."
Med det mener forpersonen, at det er de studerende, der udstikker retningen for undervisningen.
Når vi får KulturPlus-støtte, er det uden specifikke krav. Det betyder, at vi er mere frie til at udfolde vores visioner.
Forleden havde hendes årgang undervisning med den erfarne udviklingskonsulent Karin Worsøe. Fokus var rettet mod samarbejdet mellem producer og instruktør, og begge faglinjer deltog.
"Når man selv skaber rammerne, som vi gør, er det idéerne og idérigdommen, der er drivende."
"Vi er meget målrettede, når vi finder undervisere, for vi har en fornemmelse af, hvad der er brug for nu og her" siger Super8’s forperson.
Yngre film
KulturPlus-midlerne har støttet Super8 over en årrække. Lige netop disse midler går hånd i hånd med den alternative tilgang til, hvordan man bygger en filmuddannelse op, forklarer forperson Sidsel Buhl Jeppesen.
"Når vi får KulturPlus-støtte, er det uden specifikke krav. Det betyder, at vi er mere frie til at udfolde vores visioner. De studerende på Super8 repræsenterer en ny generation af filmfolk. Med den kommer nye fortællinger og nye blikke på verden. Det er vigtigt, at vi kan få lov til at eksperimentere og undersøge, hvis filmbranchen skal udvikle sig".
Hun fastslår, at KulturPlus-midlerne hovedsageligt går til produktionerne, men også til at afsøge det område, der skal laves midtvejs- og afgangsfilm i.
"Det er ikke film for mange millioner, vi står bag, men midlerne går til, at vi kan professionalisere måden, vi arbejder på. Og ikke mindst til, at vi kan fortælle fra et andet sted end de fleste andre."
KulturPlus-midlerne er uden tvivl med til at styrke den jyske del af filmbranchen. Støtten hjælper os til at komme rundt og lave noget, som ikke kun handler om hovedstaden.
Skaber frihed
Selv om de studerende på Super8 kommer fra hele landet, har de en fælles ambition om at skabe film, der tager udgangspunkt i Vestdanmark.
"KulturPlus-midlerne er uden tvivl med til at styrke den jyske del af filmbranchen. Støtten hjælper os til at komme rundt og lave noget, som ikke kun handler om hovedstaden" siger forperson Sidsel Buhl Jeppesen.
"Støtten skaber frihed. Frem for at skulle søge specifikke penge, som putter vores filmarbejde i en række kasser, kan vi bruge vores energi på at blive dygtigere og bygge oven på alt det, Super8 i forvejen tilbyder".
Vestdanmarks alternative filmskole Super8 har modtaget KulturPlus-midler gennem Producent Rettigheder Danmark.
Om Super8
Super8 blev stiftet i år 2000 med det formål at udvikle filmtalenter over et treårigt uddannelsesforløb. Hvert andet år skal de studerende i fællesskab optage en ny årgang. De studerende bliver medlemmer af Super8 og uddannes i deres fag via filmproduktioner og undervisning. Alle medlemmer forpligter sig til, at være en aktiv del af uddannelsen og blandt andet planlægge premierer og undervisning.
Om KulturPlus-midlerne
KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.