Gå til indhold

Støtte til én kommer alle til gode

I Dansk Filmfotograf Forbund hjælper KulturPlus-midlerne både med synlighed, faglighed og forståelse. Det er helt uvurderligt, mener formand Jan Weincke.

Foto: Göteborg Festival
Dansk filmfotograf står med en pris i hånden

Selv om man er et lille filmkunstnerisk forbund hertillands, kan støttemidler sagtens hjælpe mere end én ad gangen.

Det ved man om nogen i Dansk Filmfotograf Forbund, hvor de godt 150 medlemmer kender hinanden på kryds og tværs.

"Når vi uddeler støtte, er det især til store projekter eller til videreuddannelse. Hvis vi ikke havde KulturPlus-midlerne, ville vi blive ved med at være underdogs, når det kommer til kulturforståelse" siger formand Jan Weincke.

Han nævner, at den seneste uddelingspulje blandt andet er gået til, at et medlem har været forbi Den Danske Filmskole for at deltage i et kursus om brugen af kunstig intelligens i film.

"I øjeblikket taler alle om kunstig intelligens, og vi synes, det er vigtigt, at man kan få en forståelse af, hvordan vores branche kan bruge det aktivt frem for at se det som en fjende. Alt nyt er spændende, og du bliver nødt til at lære det at kende."

Vi hjælper hinanden. Når nogen får støtte til et kursus, skal de bringe deres viden videre, så alle får noget ud af det. Derfor bliver den direkte støtte også en indirekte af slagsen.

Jan Weincke | Formand for Dansk Filmfotograf Forbund

Hjælper hinanden

Formanden for Dansk Filmfotograf Forbund understreger, at det samtidig er afgørende, at KulturPlus-midlerne er frie midler, som forbundet kan få lov til at uddele med egen ekspertise.

"Når vi støtter, kan vi være helt nede i detaljen" siger Jan Weincke.

"Det betyder, at vi kan fokusere på, at alle får glæde af støttemidlerne, fordi vi støtter vidensdeling, som kommer branchen til gode".

Medlemmer, der modtager støtte, forventes nemlig at stå til rådighed for de kolleger, som også er interesseret i eksempelvis den kunstige intelligens.

"Vi hjælper hinanden. Når nogen har fået støtte til et kursus, skal de bringe deres viden videre, så alle får noget ud af det. Derfor bliver den direkte støtte også en indirekte af slagsen."

Der kommer fokus på vores land, når en enkelt fotograf har været til stede ved en uddeling.

Jan Weincke | Formand for Dansk Filmfotograf Forbund

Rejsende erfaringer

Det er støtten også, når Dansk Filmfotograf Forbund hjælper medlemmer, som er nomineret til fornemme fotografpriser i udlandet.

Forleden modtog filmfotograf Louise McLaughlin den fornemme Sven Nykvist Cinematography Award, som er Sveriges største fotografpris, ved Göteborg Film Festival for sit arbejde på ’Vægtløs’. I marts måned er Dan Laustsen Oscar-nomineret for billederne til ’Frankenstein’.

"Uden midlerne havde vi ikke kunne støtte dem, der bliver hædret ude i verden, så de kan rejse derhen" siger formand Jan Weincke og peger på, at sådanne rejser åbner dørene for danske filmfotografer generelt.

"Der kommer fokus på vores land, når en enkelt fotograf har været til stede ved en uddeling. Støtte til én kommer alle til gode, og det er vigtigt, at filmene kan rejse ud i verden. Det trækker erfaringer og forbindelser med hjem til Danmark, og dermed kommer det også hele kulturlivet til gode."

Om Dansk Filmfotograf Forbund

Stiftet i 1954 af Poul Pedersen og Jørgen Skov fra Nordisk Film samt Ove Hillebrandt fra Arnø Studio. De har lige siden arbejdet for at varetage filmfotografers faglige og kunstneriske interesser. Siden 1993 medlem af IMAGO (International Federation of Cinematographers). Udgav i 2009 bogen ’Fotografens Øje’, der gennemgår dansk filmfotografis historie og udvikling. I dag er der godt 150 medlemmer af foreningen.

Om KulturPlus-midlerne

KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.