Gå til indhold

Animationsteater for voksne udvider verden

Bådteatret har i årtier arbejdet for, at animationsteater kommer bredere ud – uden at gå på kompromis med kvaliteten. KulturPlus-midlerne har hjulpet med at søsætte flere forestillinger.

Foto: Miklos Szabo
To skuespillere står på en scene i grøn belysning

På Bådteatret arbejder man med at udvikle dukke- og animationsteater for voksne.

Forestillingerne tager udgangspunkt i eksempelvis filosofiske tekster, ny dansk dramatik og klassiske dramaer, forklarer teaterleder Anny Neel Dirchsen.

"Målet er at udforske og udvikle animationsteater for voksne. Alt det, mennesket ikke kan nå, men som vi ved findes, kan opstå på vores unikke scene" siger teaterlederen.

Bådteatret er en niche og et lille skib på det store ocean af kulturtilbud.

Anny Neel Dirchsen | Teaterleder

Hun forklarer, at det handler om at overraske, når dørene til skibet i Nyhavn går op.

"Vi er et udviklende og udfordrende sted med rum til fordybelse. Vi forsøger at skabe dukketeater for voksne, som fortryller. Bådteatret er en niche og et lille skib på det store ocean af kulturtilbud". 

Fås ikke andre steder
Bådteatret har eksisteret siden 1973. Lige siden har nøgleordene for skibet været kvalitet og uforudsigelighed.

Sådan er det stadig, fortæller Anny Neel Dirchsen.

"Animationsteater for voksne er en smal genre, men vi har på Bådteatret arbejdet hårdt for at give forestillingerne en folkelig og geografisk udbredelse balanceret med en høj kunstnerisk kvalitet".

Hun ved godt, at dukker og animation på en teaterscene ikke altid tiltrækker horder af mennesker. Til gengæld gør det noget andet.

"Bådteatrets kunstneriske hold skaber forestillinger, som beriger, forbavser og gør den lille scene på Bådteatret så stor, at den kan spejle og favne hele verden" siger teaterlederen.

Vores økonomi er ligesom andre teatres presset til det yderste, men vi går ikke på kunstnerisk kompromis.

Anny Neel Dirchsen | Teaterleder

Country-kabaret og kunststøtte
Når man laver noget, der er så nichepræget, som Bådteatret gør, er der brug for støttemidler.

Teatret modtager i øjeblikket et treårigt driftstilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtte Udvalg for Scenekunst, men alligevel er teaterleder Anny Neel Dirchsen ikke bleg for at sige, at KulturPlus-midlerne er essentielle.

"Jeg vil ikke komme med en klagesang om forholdene for mindre danske teatre, men jeg vil gerne pointere, at uden støtten fra KulturPlus-midlerne samt en række private fonde kunne vi ikke skabe de forestillinger, vi gør" siger hun.

"Vores økonomi er ligesom andre teatres presset til det yderste, men vi går ikke på kunstnerisk kompromis".

Næste forestilling på Bådteatret er ’Ørkenrose’. En animationsteaterforestilling som country-kabaret om kvindekroppen fra start til slut. Den har også fået støtte fra KulturPlus-midlerne.



Bådteatret har modtaget KulturPlus-midler gennem Dansk Skuespillerforbund.

Om KulturPlus-midlerne

KulturPlus-midlerne er midler, som kulturbranchen kollektivt giver som støtte til projekter, der fremmer dansk kultur. Midlerne har stor betydning for dansk kulturliv og udgør hvert år en vigtig og uundværlig del af finansieringen af mange forskellige film-, musik-, teater-, og tv-projekter og bidrager samtidig til det kulturelle landskabs diversitet og mangfoldighed.

Om Bådteatret

Teatret er stiftet i 1973 efter at en gruppe arkitektstuderende og teaterfolk så et svensk teaterskib sejle rundt i Skærgården. De tog idéen med hjem til Nyhavn. En af de første forestillinger blev kreeret af den ikoniske dukkemager og teatermand Kaj Matthiessen. Siden har teateret haft fokus på animations- og dukkeretningen og stået bag et hav af anmelderroste stykker, der også er vist i udlandet.